Som en high school kandidat i Tulsa, Oklahoma, i begyndelsen af 1960’erne, tjente Elvin Bishop en National Merit Scholarship, så han kan gå på college overalt i USA. Han valgte University of Chicago, med planer om at studere fysik.
“Jeg ville bare til Chicago, fordi det var det eneste sted, en hvid dreng fra Oklahoma kunne blive udsat for blues,” siger Bishop.
Han nåede dette mål på sin første dag i byen.
»Jeg gik rundt i nabolaget for at tjekke tingene ud,« husker Bishop. “Jeg så denne unge hvide fyr sidder på en lejlighed trin spille blues guitar og drikke fra en kvart øl. Jeg tænkte: “Det er min slags fyr.”
Den unge guitarist var Paul Butterfield. Han og Bishop, sammen med Nick Gravenites, fortsatte med at danne The Paul Butterfield Blues Band i 1963. På det tidspunkt havde Butterfield skiftet til harmonika, og Bishop spillede guitar. Bandet er siden blevet anerkendt som en af de tidligste sforretter af blues-rock og jazz-fusion.
I samarbejde med Butterfield mødtes og spillede Bishop med legendariske bluesmusikere, herunder Muddy Waters, John Lee Hooker og B.B. King.
Mens Bishop fortsatte med at studere fysik, mest for hans forældres skyld, ramte han en vejspærring med calculus. Han blev en engelsk major, før han forlod skolen helt for et liv i musik.
Den lokke af blues viste sig for stærk til at modstå.
“Blues appellerer til folk, der ønsker noget mere end bare, hvad der er på mode,” Bishop siger. “Blues er seriøs musik for folk, der ønsker at forbinde til dybere ting, og det blev skabt af mennesker, der lever under umulige omstændigheder.
“Jeg tror, hvis du kunne synge om disse situationer stærk nok og godt nok, ville det hjælpe dig med at komme igennem dem.”
Aspekter af blues har ændret sig over tid, men musikkens kerne er stadig stort set den samme, Bishop siger.
“Der er en vis følelse og tonalitet, der løber gennem det hele,” siger han. “Teknologiske ændringer, som at flytte fra akustisk til elektrisk, har ændret tingene … men det har altid været den type musik, der sniger sig over til at være populær.”